Lille bil med stort format: Volkswagen fejrer 50 år med Polo

  • Polo har siden 1975 sat standarder i minibilssegmentet og repræsenterer typiske Volkswagen-dyder som kvalitet, sikkerhed og komfort
  • Polo er fordelt på seks generationer solgt i mere end 20 millioner eksemplarer
  • Polo er den sjette mest udbredte bil på de danske veje
  • Polo er kåret til Årets bil i Danmark 1982 og 2010

Siden 1975 har Volkswagen Polo begejstret generationer af mennesker og har været en pioner i sin klasse. Den har leveret Volkswagens kvaliteter som tidløst design og banebrydende teknologi i et kompakt format til en pris, der gjorde den opnåelig for det brede publikum. Med mere end 20 millioner solgte køretøjer gennem seks generationer har Polo etableret sig som en af de mest succesfulde modeller i sin klasse.

I 2025 fejrer Volkswagen 50-årsjubilæet for denne kompakte bil med stort format. Da Volkswagens Boble skulle afløses i 1970'erne, havde Volkswagen flere modeller i støbeskeen. Passat kom på markedet i 1973, efterfulgt af Golf året efter, mens Polo fik sin debut i 1975. Ingen bil før havde været så kort og så raffineret. Positioneret en klasse under Golfen fuldendte Polo perfekt Volkswagens den gang epokegørende transformation til en ny generation af modeller med forhjulstræk. 50 år senere og i sin sjette generation har Polo vist, hvordan en lille bil kan have kvaliteter som en større bil og have en appeal, der rækker udover minibilsklassen. Mere end 20 millioner solgte biler taler for sig selv.

Mobilitet og innovation i et prisattraktivt segment: En bil for de mange
Polo står ikke kun for tekniske innovationer, men også for økonomisk overkommelig mobilitet for alle. Med moderne teknologi til en fair pris har Polo bidraget til individuel mobilitet gennem generationer. Uanset om det gælder de første køretimer, sportslig køreglæde eller som familiebil – Polo har skabt minder og vil fortsætte med at være en alsidig følgesvend i fremtiden.

Tilbageblik: En lille bil med stort format
Den lille Volkswagen, der blev præsenteret i marts 1975, var egentlig baseret på Audi 50. I en let modificeret form gik den i serieproduktion i Wolfsburg som Volkswagen Polo og var et frisk pift i minibilssegmentet. Med sit stilrene design og høje funktionalitet ramte den tidens ånd. Polo I var en kompakt bil, der målte 350 cm i længden og kun vejede 685 kg, så 0,9-liters motorens 40 hk var nok. Polo var effektiv, praktisk og økonomisk attraktiv, men denne lette bil var også kendetegnet ved en smidig drivlinje, gode køreegenskaber og økonomiske motorer. Kerneegenskaber, der har sikret succeshistorien lige siden.

Udvikling gennem seks generationer
For hver generation er den lille Volkswagen blevet videreudviklet. Polo II bragte fra 1981 en række forbedringer, herunder mere plads og komfort samt moderniserede motorer, og den blev kåret til Årets Bil i Danmark 1982. Den blev også introduceret i en coupé-version, der i 1987 blev kronet med topmodellen GT G40, der var udstyret med en 1,3-liters 115 hk stærk motor med en spiralkompressor. Et nyt spring fremad – både i design og teknologi – fulgte med introduktionen af tredje generation Polo i 1994. Polo III var en af de første biler i sin klasse med innovative sikkerhedsfunktioner som airbags. I 1998 blev Polo for første gang tilgængelig som GTI med en 120 hk 16-ventilet 1,6-liters motor. I 2002 introduceres fjerde generation af Polo, og den vokser i størrelse – 15 cm i længde – og leverer et nyt niveau af komfort og sikkerhed med front- og sideairbags, servostyring og ABS som standard. Der var nye brændstoføkonomiske tre-cylindrede motorer og en 180 hk stærk GTI Cup Edition topmodel.

I 2009 rullede en ny og femte generation af Polo ud på vejene, og den satte nye standarder med introduktionen af motorer med DSG-gearkasse, automatisk cylinderfrakobling ( i 140 hk BlueGT), elektronisk undervogn, en BlueMotion TDI (over 30 km/l) og fra 2009 gjorde nye infotainment- og assistancesystemer køreoplevelsen mere komfortabel og sikker end nogensinde. Polo V imponerede også i motorsport, hvor Polo R WRC vandt fire verdensmesterskabstitler i rally i træk fra 2013. Sjette generation, der var baseret på den modulære MQB-platform, voksede igen (+92 mm akselafstand) og satte nye standarder i 2017 inden for konnektivitet, sikkerhed og køredynamik. Med produktopgraderingen i 2021 blev Polo endnu mere digital og innovativ. Den kompakte bil kan prale af assistent- og komfortsystemer, der ellers kun kendes fra større bilklasser. GTI-versionen var nu udstyret med en 2-liters 200 hk TSI-motor, og den er i dag den mest solgte GTI-bil i Danmark nogensinde med over 2.500 eksemplarer indregistreret.

Polo kører videre, men i 2026 får den en fuldelektrisk pendant, når Volkswagen introducerer den nye ID.2 – ID.-familiens hidtil mindste model. Den 410 cm lange ID.2 vil blive tilbudt med to batteristørrelser, rækkevidde op til cirka 450 km og igen vil topmodellen blive en GTI med over 200 hk, der vil levere en intens elektrisk køreoplevelse.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk